Det sker meget sjældent: Caroline Wozniacki og Clara Tauson trænede sammen i Paris
Når singleturneringen i tennis for kvinder begynder, er Caroline Wozniacki og Clara Tauson konkurrenter, der kæmper mod hinanden om OL-guldet.
Men allerede i dag stod de over for hinanden.
Her var der dog hverken point eller videre avancement på spil.
De to tennisstjerner trænede således sammen i Paris, og det er faktisk ikke noget, man oplever ofte.
For når de til daglig spiller på WTA-touren, træner de ikke sammen, og ifølge TV 2 SPORT har de kun én gang tidligere trænet sammen.
Det var i forbindelse med landskampene i Lissabon tidligere på året.
Dagens træning varede en times tid, og ifølge TV 2 SPORT var der ikke meget kommunikation mellem de to spillere.
Inden længe er de da også konkurrenter. I morgen tager Clara Tauson således hul på sit OL-eventyr mod Bianca Andreescu, mens Caroline Wozniacki skal i aktion søndag mod Mayar Sherif.