Du tror, det er løgn: Så meget er Rasmus Højlund steget i værdi på under to år
Manchester United og Atalanta fra Italien er så godt som enige om en handel, der sender det danske fodboldlandsholds målsluger Rasmus Højlund, 20 år, til den engelske Premier League-klub på en femårig aftale.
Den anerkendte transferjournalist Fabrizio Romano melder om en pris på 70 millioner euro for den danske landsholdsangriber, men BBC mener, at beløbet er højere.
Ifølge BBC vil den engelske storklub i første omgang betale 64 millioner pund for den tidligere FC København-angriber.
Det beløb kan dog ende med at stige til 72 millioner pund, hvilket svarer til 625 millioner danske kroner.
Rasmus Højlund har haft en kometkarriere
Rasmus Højlund fortsætter dermed kometkarrieren, der for alvor tog fart for halvandet år siden, efter han i januar 2022 var blevet solgt fra FC København til Sturm Graz … for bare 19 millioner kroner, hvilket er peanuts i international fodbold.
I Østrig bragede den blonde angriber igennem lydmuren, og han nåede kun at brillere et halvt år i Alpelandet, før karrieren førte ham videre.
Turen gik fra Graz til Atalanta i Italien, hvorfra han altså nu bliver solgt videre for et astronomisk beløb, der må få FC København til at undre sig lidt over, at de ikke helt selv kunne se Højlunds enorme potentiale for lidt under to år siden.
Noget mange fans ellers var meget bevidste om fra start … for sikke en vilje og fart, den unge mand havde i sig – men ok, målene manglede hjemme i Superligaen, hvor FC København heller aldrig for alvor gav ham chancen.
FCK fik altså omkring sølle 19 millioner kroner for at sælge Højlund til Sturm Graz, og da Højlund et halvt år senere blev købt af Atalanta for 125 millioner kroner, fik FCK efter sigende omkring 20 millioner mere i videresalg.
Nu er Højlund altså en fodboldstjerne, der er steget vildt i værdi, og han er nu langt over en halv milliard kroner værd – godt gået!
Højlund har ifølge TV 2 Sport netop været til lægetjek i Manchester, og det ventes, at han og United skriver under på aftalen i dag.