Efter brylluppet med Trine: Jonas Vingegaard har skiftet navn
Sidste år kom det frem, at den danske cykelstjerne Jonas Vingegaard var blevet gift med sin udkårne, Trine.
Parret har været meget private omkring deres bryllup og har ikke ønsket at afsløre så mange detaljer. Dog fortalte Jonas Vingegaard til Ekstra Bladet, at han og Trine havde holdt bryllupsfesten stille og roligt hjemme i privaten.
Nu er der så kommet endnu en lille detalje frem i kølvandet på parrets giftermål – nemlig at Jonas Vingegaard har taget Trines efternavn.
Jonas Vingegaards fulde navn var nemlig tidligere Jonas Vingegaard Rasmussen, men nu fremgår det af UCI's hjemmeside (Det internationale cykelforbund, red.), at cykelrytterens fulde navn er Jonas Vingegaard Hansen.
Dermed står det altså nu klart, at den danske Tour de France-helt har taget sin elskede Trines efternavn.
Det har tidligere været fremme, at også Trine skiftede efternavn efter parrets bryllup, således at hun nu hedder Trine Marie Vingegaard Hansen.