Efter Christians Eriksens kollaps: Nu reagerer Kasper Schmeichel
I mange, mange måneder har fodboldfans over hele verden glædet sig til, at EM endelig skulle begynde.
Men Danmarks første kamp ved slutrunden vil blive husket for noget helt andet end resultatet af kampen. Christian Eriksen kollapsede i det 43. minut, fordi han fik hjertestop midt på banen.
I chok
Det sendte chokbølger gennem hele landsholdslejren og hele fodbolddanmark, men heldigvis har den 29-årige stjernespiller det fortsat godt efter opstændighederne. Det oplyser DBU mandag formiddag.
For hans holdkammerater har det været nogle traumatiske timer, og nu sætter flere af dem ord på lørdagens tragiske hændelse.
Fantastisk fællesskab
Det sker mandag formiddag på et pressemøde, hvor blandt andre Kasper Schmeichel deltager.
Han var blandt de første, der var henne ved Christian Eriksen, ligesom han også var henne for at trøste Christian Eriksens kæreste, Sabrina.
- I har alle sammen hørt på os prædike om fællesskabet på landsholdet i mange år. Nu har I set, hvad det vil sige. Jeg har ikke ordforråd nok til at kunne sige, hvordan jeg egentlig har det med de her drenge. Jeg kunne ikke forestille mig at stå her med nogen andre, sagde Kasper Schmeichel på pressemødet ifølge BT.dk.
- Vi har oplevet en sindssyg opbakning fra hele landet - fra hele verden efter kampen. Men den opbakning, vi har mødt fra vores fans, er en kæmpe motivationsfaktor. Vi er nødt til at prøve at vende det her til noget positivt - til noget motivation. Og vi skal huske, at der er noget positivt i det her. Det er, at Christian er i live. Det kunne være endt meget værre.
På pressemødet deltog også Martin Braithwaite og Pierre Emile Højbjerg.