Efter længere tids sygdom: Legenden Ulrik le Fevre er død
Den dansk fodboldlegende Ulrik le Fevre, døde lørdag efter længere tids sygdom.
Det skriver Vejle Boldklub på sin hjemmeside.
Ulrik le Fevre, der blev 77 år, efterlader sig sin hustru, Bente, samt børnene Nina, Thomas og Anne.
I 1969 skiftede han fra Vejle Boldklub til den tyske storklub Borussia Mönchengladbach, hvor han hurtigt blev en stor stjerne og hjalp holdet til det tyske mesterskab for første gang i klubbens historie.
Le Fevre og Gladbach gentog succesen med at vinde Bundesligaen igen året efter, og Ulrik le Fevre stod i efteråret 1971 bag ”Tor des Jahres” eller Årets Mål i tysk fodbold, da denne hæder blev uddelt for første gang.
Ulrik optaget i fodboldens Hall of Fame
I Club Brügge i Belgien spillede danskeren i fem sæsoner, og her blev det til tre mesterskaber, før Ulrik vendte hjem til Danmark og rødderne i Vejle.
Her førte han Vejle Boldklub til det danske mesterskab i 1978.
Han vandt dermed det nationale mesterskab i tre forskellige lande.
I de 37 landskampe for Danmark scorede han syv mål.
På baggrund af den flotte karriere blev Ulrik le Fevre i 2022 optaget i fodboldens Hall of Fame.