Efter måneders tavshed: Nu er Mikkel Hansen og Niklas Landin klar med nyt projekt
De to håndboldstjerner Mikkel Hansen og Niklas Landin vinkede begge farvel til landsholdet, efter de vandt OL-guld i sommer.
Og for Mikkel Hansen var det et punktum for karrieren.
Da BILLED-BLADET mødte Mikkel Hansen efter OL-sejren, var meldingen klar hos landsholdskometen:
- Jeg skal være sammen med familien, svarede Mikkel Hansen, da han blev spurgt om, hvad der skulle ske i fremtiden.
Efter måneders tavshed afslører Niklas Landin i et opslag på Instagram, at han og Mikkel Hansen er gået sammen om et fælles projekt.
Til november drager de to tidligere landsholds- og klubkammerater nemlig på turné rundt i Danmark for at holde foredrag.
I opslaget takker Niklas Landin Mikkel Hansen for alle de oplevelser, de har haft sammen.
- Du er og har altid været den ener alle har sagt fra starten du var. Men vigtigst for mig i alle årene har været din måde at skubbe en gruppe frem med din vindermentalitet, samtidig med at du er loyal og en god ven, skriver landsholdskeeperen og tilføjer, at det har været en kæmpe ære at dele oplevelserne med ham.
Niklas Landin understreger, at han ser frem til at tage rundt i landet med Mikkel Hansen og give danskerne et indblik i den del af håndboldlivet, som man ikke ser på tv.