Efter massive rygter: Kasper Hjulmand får fans til at juble
Det danske herrelandshold i fodbold har en af de mest eftertragtede trænere på den internationale scene, og flere storklubber er interesserede i at stjæle Hjulmand fra arbejdsgiveren Dansk Boldspil Union lige her og nu.
Rygterne om Kasper Hjulmand har svirret
Rygterne har på det seneste svirret massivt i medierne og det engelske fodboldmiljø, efter at traditionsklubben Aston Villa fra Birmingham fyrede klubbens træner, og nu er på jagt efter en erstatning.
Aston Villa har dansk sportsdirektør, og Johan Lange er således manden, der midt i sæsonen skal afsøge markedet for en ny træner til Premier League-klubben Aston Villa.
Johan har en fin fortid tæt på Kasper Hjulmand i både B.93 og i Lyngby, og derfor har mange eksperter kædet den engelske klub sammen med Hjulmand, hvilket har fået mange danske landsholdsfans til at ryste i Hummel-buksen.
Klart svar fra Kasper
Mister vi nu Hjulmand til engelsk klubfodbold, hvor han kan få den fedeste løn og ekstremt vilde udfordringer, som de fleste trænere kun tør drømme om?
Svaret leverer Kasper Hjulmand selv, og det er et rungende ”nej”!
Kasper bliver som landstræner, for han understreger, at han lige nu har drømmejobbet, og den udmelding får landsholdsfans til at juble.
- Jeg er superglad for at være dansk landstræner, og jeg skal ikke nogen steder lige nu, siger Kasper Hjulmand og beroliger dermed nervøse roligans.
Hjulmand ønsker således slet ikke at snakke om fremtiden, men forholder sig til, at han har kontrakt med Dansk Boldspil Union til EM i 2024.
Alt kan ske
Samtidig gør han det klart, at her i livet og dermed også i fodboldens verden er der ingen, der ved, hvad fremtiden bringer.
- Det har jeg lært, siger Hjulmand efter et landsholdsår, der nok vil gå over i historien som det vildeste overhovedet med en ekstraordinært følelsesladet EM-slutrunde med kampe på danske grund og en VM-kvalifikation, der er den mest suveræne af et dansk herrelandshold nogensinde.
Fredag aften spiller Hjulmands Danmark mod Færøerne i Parken, hvor der er udsolgt.
BILLED-BLADET til landskamp fredag
BILLED-BLADET følger den store fodboldfest tæt, og er allerede ved stadion et par timer før landskampen for at hilse på de mange VIP-tilskuere, der skal se Danmarks fodboldhelte anført af Kasper Schmeichel og Simon Kjær i aktion på grønsværen mod Færøernes 11 udvalgte.