
Efter voldsomt styrt: Jonas Vingegaard afslører nyt om fremtiden

Det var voldsomme billeder, da Jonas Vingegaard i marts styrtede på 5. etape under cykelløbet Paris-Nice.
Styrtet betød, at den danske cykelstjerne måtte udgå af løbet, og efterfølgende måtte han også melde afbud til Catalonien Rundt.
Jonas Vingegaard pådrog sig både en forstuvet hånd og en hjernerystelse i forbindelse med styrtet - og siden da har vi ikke set ham i aktion.

Det har skabt spekulationer om, hvad der nu skulle ske for danskeren.
Det har hele tiden været planen, at han skulle deltage i løbet Critérium du Dauphiné, der finder sted fra den 8. til 15. juni, men spekulationerne har gået på, hvorvidt han ville tilføje flere løb til sin kalender for at være endnu bedre rustet til sommerens Tour de France.
Men det kommer ikke til at ske, afslører han nu.

- Jeg har ikke kørt mange løb i år, så jeg er ivrig efter at komme i gang igen. Det gælder både for Critérium du Dauphiné og selvfølgelig Tour de France. Men først skal jeg i højdetræningslejr for at komme i form. Efter det vil jeg prøve at vinde begge løb, siger Jonas Vingegaard til Visma Lease a Bikes hjemmeside.
Danskeren afslører samtidig, at forberedelserne til løbet allerede er i fuldt gang, hvilket blandt andet er sket i Danmark, hvor han har trænet i en vindtunnel i Aalborg.
