14. dec. 2024
Af Maria Hoang

EM-brag mellem Norge og Danmark venter: Vil der være royal tilstedeværelse?

Dronning Mary overværede herrernes EM-finale i januar 2024 i Køln.
Dronning Mary overværede herrernes EM-finale i januar 2024 i Køln.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
På søndag bliver der spillet EM-finale mellem Norge og Danmark, og spørgsmålet er, om der kommer til at være royal opbakning fra tilskuerpladserne i Wiener Stadthalle i Østrigs hovedstad?

Søndag aften tørner Danmarks håndboldkvinder sammen mod ærkerivalerne fra Norge i kampen om EM-trofæet.

Finalen spilles i Wien, og det store spørgsmål er, om de to finalistlande kommer til at få opbakning fra hver deres kongehus.

Hverken kalenderen hos det norske eller danske kongehus afslører i skrivende stund en søndagstur til Wien, men begge har "huller" i programmet, der ville kunne gøre sådan en tur mulig.

Således er det kun kong Harald, der skal i aktion søndag formiddag, mens dronning Mary skal overvære en julekoncert søndag eftermiddag.

Derfor vil det være en mulighed, at for eksempel kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit og eventuelt deres børn kunne finde på at tage turen til Wien.

Fra Danmark vil det ligeledes være en mulighed, at for eksempel kong Frederik med børn vil indtage tilskuerpladserne. Kongeparret er lige nu på privat rejse i udlandet, men dronning Marys opgave søndag eftermiddag indikerer, at den private tur er overstået til den tid.

De kongelige i både Norge og Danmark har gennem tiden været gode til at vise deres opbakning, når det kommer til håndbold.

I januar overværede dronning Mary herrernes EM-finale i Tyskland, hvor Danmark høstede sølv. Ligeledes heppede hun ivrigt med under OL i Paris.

Også kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit jublede med, da de norske kvinder i sommer høstede OL-guld.

Læs mere om: