Emil Nielsen åbner op om alvorlig sygdom i nyt TV 2-program
Emil Nielsen er Danmarks mand i målet, når håndboldherrerne skal spille VM i januar.
Han er netop blevet hædret med en pris som den mest værdifulde spiller af Det Europæiske Håndboldforbund, men vejen til toppen har ikke været helt nemt for den 27-årige målvogter.
Han er hovedpersonen i et nyt TV 2-program, hvor han fortæller om den alvorlige sygdom, der ramte ham, og som næsten satte en stopper for håndboldkarrieren, før den var begyndt.
Derudover åbner han op om den svære vej til toppen på landsholdet, hvor han har kæmpet med sig selv og for at gøre en landstræners tvivl til skamme.
Emil Nielsen har i sin korte karriere allerede vundet OL-guld, VM-guld og EM-sølv. I sidste sæson på klubholdet FC Barcelona var han med til at løfte trofæet i Champions League.
Herrelandsholdet har vundet VM-guld tre gange i træk og er dermed tredobbelte forsvarende mestre, når VM skydes i gang 14. januar.
TV 2 sender portrætprogrammet ”Emil Nielsen – min egen vej”, hvor man kan komme tættere på stjernekeeperen. Programmet har premiere på TV 2 Play 12. januar.