21. jan. 2025
Af Pelle Rigtrup

Emil Nielsen nægter at gøre som Niklas Landin: Jeg hader det

Emil Nielsen.
Emil Nielsen.
Foto: Kaspar Wenstrup
Håndboldherrernes sidste skanse Emil Nielsen gør tingene på en noget anden måde end Niklas Landin.

Efter i årevis at have været fast mand i målet valgte Niklas Landin i sommer at stoppe sin landsholdskarriere.

Han er dermed ikke med til denne VM-slutrunde, hvor den sikre sidste skanse nu hedder Emil Nielsen.

Den 27-årige målvogter har fået stor ros for sine præstationer, men medspillerne har skullet vænne sig til nogle lidt andre ting.

For især på ét punkt adskiller Emil Nielsen sig meget fra Niklas Landin.

Landin var nemlig glad for at have faste aftaler med forsvaret, men det bryder Emil Nielsen sig mildest talt ikke om.

- Noget af det værste, jeg ved, er at have aftaler med forsvaret. Forsvaret har langt, målmanden har kort – sådan noget. Jeg hader det, fortæller han i et interview med TV 2 Sport.

Han fortæller også, at der er nogle forsvarsspillere og målmandstrænere, der har sværere ved at acceptere, at han ser tingene på en anden måde.

Han slår dog fast, at han stoler så meget på sin stil og taktik, at han gerne lever med, at han indimellem kan se dum ud.

Vi kan se frem til igen at nyde Emil Nielsens præstationer i målet i aften klokken 20.30, når Danmark møder Tyskland ved VM.

Læs mere om: