
Et rædselsfuldt øjeblik: Jonas Vingegaards hustru taler ud om sin mands alvorlige ulykke

Hun sad og heppede med, da Jonas Vingegaard kørte Baskerlandet Rundt tidligere på året.
Men da hendes mand pludselig styrtede og lå helt stille på vejbanen, kunne hun ikke længere se på.
– Fuck, fuck, fuck, fuck, udbrød hun.
Hun bad sine venner beskrive, hvad der skete, mens hun kiggede væk.
Trine Marie Vingegaard Hansen fortæller for første gang hele historien om den alvorlige ulykke, som næsten kostede Jonas Vingegaard livet. Det gør hun sammen med Jonas Vingegaard i DR-programmet ”Sportssommeren 2024: Sekunder vi husker” (link fjernet).
Trine forklarer, at der gik en halv time fra styrtet til, at Jonas Vingegaards hold ringede til hende. Det var 30 lange minutter, og her var hun allerede på vej i lufthavnen. Hun havde med det samme booket en flybillet til Spanien og taget deres datter Frida under armen.

I programmet forklarer hun, at de i telefonen fortalte hende, at hendes mand var ved bevidsthed og var på vej mod hospitalet.
– Jeg er glad for, at han er i live, og jeg håber ikke, han er hjerneskadet. Alt andet kan vi leve med, fortæller hun dybt berørt om de tanker, hun gjorde sig, da hun fik beskeden om, at hendes mand var i live.
Se hele interviewet med Trine Marie Vingegaard Hansen og Jonas Vingegaard i DR-programmet ”Sportssommeren 2024: Sekunder vi husker” på DRTV (link fjernet) eller på DR klokken 19.00 lørdag aften.
