Frida hyldede sin far ved målstregen: Havde t-shirt på med særligt budskab
Den knap treårige Frida havde en helt særlig t-shirt på, da hun kunne give sin far et stort kram efter den sidste etape i Tour de France.
Frida havde fået en sort Jumbo-Visma t-shirt på, hvor der med gul skrift stod "jaunas", som er en sammentrækning af jaune, der betyder gul på fransk, og cykelrytterens fornavn, Jonas.
Det kan næppe være et tilfælde, da hendes far de sidste to uger har knoklet for at beholde den gule førertrøje – og i dag kunne Vingegaard endelig slå fast, at han er vinderen af Tour de France, og dermed den retmæssige ejer af den gule førertrøje.
Du kan se Fridas søde t-shirt på billedet nedenunder, hvor den lille charmetrold hylder sin far med den søde hilsen.
Jonas Vingegaards hustru, Trine Marie Vingegaard Hansen, havde også iført sig en gul bluse, der passede til den festlige anledning.