
Gør det igen, men på en helt anden måde: Holger Rune sætter sig selv på højkant

For tiden har tennisspiller Holger Rune været inde i en svær periode præget af sygdom.
Men under mere normale omstændigheder viser han, hvor dygtig han er med en ketsjer i hånden.

Og det har han tænkt at lære fra sig, fremgår det af en pressemeddelelse fra Børns Vilkår.
I august fik Holger Rune titlen som ambassadør for organisationen, og for at lave lidt larm op til Børns Vilkårs landsindsamling sætter tennisspilleren sig selv på højkant.
Der kan hos Bruun Rasmussen bydes på en eksklusiv tennistime med Holger Rune, hvor højest bydende får lov at spille en kamp mod ham samt en tennisketsjer, han har spillet med ved årets Australian Open.
- Jeg er meget bevidst om den gode opvækst og barndom, jeg selv har haft, og jeg er taknemmelig for de mange muligheder, det har givet mig. Desværre er det ikke alle, der er så privilegerede, og det gør et virkelig stort indtryk på mig, når jeg hører om børn, der er udsat for svigt. Derfor er det her en hjertesag for mig at kunne støtte Børns Vilkår og sætte fokus på det her vigtige område, fortæller Holger Rune i pressemeddelelsen.
- Jeg håber, at auktionen kan være med til at skabe opmærksomhed omkring Børns Vilkårs Landsindsamling, som er et virkelig vigtigt initiativ. Jeg er glad for og stolt af, at jeg kan være med til at bidrage på denne måde. Og så glæder jeg mig til at se, hvem jeg ender med at skulle spille imod, når auktionen er slut, uddyber han.
Det er ikke første gang, Holger Rune hjælper til med at samle penge ind til Børns Vilkår. Sidste år donerede han penge for hvert servees, han lavede i Masters-turneringen Indian Wells.
Der kan bydes på Holger Rune på Bruun Rasmussens hjemmeside, hvor startbuddet lyder på 10.000 kroner. Auktionen begynder 18. marts.

Landsindsamlingen for Børns Vilkår er søndag den 23. marts.