Har fundet en ny mægler og sat prisen ned: Nicklas Bendtner forsøger igen at sælge pragtpalæ
I over to år har Nicklas Bendtner forsøgt at sælge sin overdådige bolig i Hørsholm, der ligger nord for København.
Den tidligere fodboldspiller købte selv hjemmet tilbage i 2020 for 12,9 mio. kr. og satte det i april 2022 til salg for hele 35 mio. kr.
EM-kommentatoren havde dengang udsigt til en fortjeneste på intet mindre end 22 mio. kr., men en køber er endnu ikke bidt på, så nu prøver Bendtner en anden strategi.
Ifølge Boliga blev boligen taget af markedet og er igen i juli sat til salg. Nu lyder prisen på 33 mio. kr., hvilket betyder, at den tidligere landsholdsangriber har høvlet to mio. af den oprindelige udbudspris.
I samme ombæring har Nicklas Bendtner skiftet ejendomsmægler, hvilket også betyder, at den lange liggetid er forsvundet.
Villaen, som er bygget i 1934, byder på både træningsrum og tennisbane og fordeler sine 274 kvadratmeter på hele ni værelser.