
Helt nye tal afslører det: Denne kongelige tjener næsten det samme som Mathias Gidsel

Håndboldstjernen Mathias Gidsel har for nylig fået forlænget sin kontrakt i den tyske klub Füchse Berlin.
Ifølge det tyske medie Bild lyder Gidsels løn nu på 50.000 euro om måneden.
Det svarer til omkring 370.000 kroner om måneden eller næsten 4,5 millioner kroner om året.
Det er ikke bare en fyrstelig gage – den er en prins værdig.
Apropos prins, så kan man i kongehusets nye årsberetning 2024 se, hvad prins Joachim i 2024 fik i årpenge.
Prins Joachim modtog i 2024 4.093.783 kr. i årpenge og 238.561 kr. i momsrefusion.

Joachim og Mathias Gidsel har altså nogenlunde samme løn.


Pierre-Emile slår Gidsel og prins Joachim
Og ja, det er flotte beløb, prinsen og håndboldkongen får i løn – men det er ikke så meget i forhold til at være på lønningslisten i en fransk fodboldklub fra øverste hylde.
Den danske landsholdsspiller Pierre-Emilie Højbjerg er ansat som midtbanemotor i den franske Ligue 1-klub Olympique Marseille.
Højbjergs løn blev for nylig offentliggjort, og han får månedligt et beløb på 500.000 euro før skat ifølge det franske medie L’Equipe.

Rundt regnet bliver det til en månedsløn på 3.750.000 danske kroner, og i alt bliver det en årsløn på 45 millioner danske kroner, altså 10 gange så meget som prins Joachim og Mathias Gidsel – katjing!!!
