Helt nyt look: Delaney, Schmeichel og Eriksen ser knivskarpe ud i aften i Parken
De danske fodboldstjerner Christian Eriksen, Kasper Schmeichel, Simon Kjær og Pierre-Emile Højbjerg vil i aften i Parken til kampen mod Frankrig løbe på banen i nyt landsholdsdesign.
Delaney står model
Til Nations League-kampen i Parken klokken 20.45 spiller træner Kasper Hjulmands danske herrelandshold i den nydesignede Dannebrogsrøde trøje, som er skabt af Hummel til den kommen VM-slutrunde i Qatar.
I et opslag på DBU’s Instagramprofil kan man se blandt andre midtbanemotoren Thomas Delaney stå model i den helt nye, røde landsholdstrøje, som du kan nærstudere i aktion på TV 2 fra klokken 20.45.
Hyldest til EM-1992 heltene
Dansk Boldspil Union skriver om herrelandsholdets nye trøje blandt andet følgende:
“Den 26. juni 1992 står klart i hukommelsen for mange danske fodboldfans. Danmark gjorde det umulige muligt og blev europamester med en 2-0-sejr over Tyskland.
Nye legender blev født i en af de mest ikoniske landsholdstrøjer gennem tiderne, og for at markere 30-året for den største triumf i dansk fodbold er den nye landsholdstrøje til vinterens VM-slutrunde blevet designet med inspiration fra ’92-trøjen.
Nutidens stjerner hedder Simon Kjær, Christian Eriksen, Kasper Schmeichel og Pierre-Emile Højbjerg, og det er i høj grad også dem, som den nye landsholdstrøje repræsenterer.”