
Henrik Møllgaard med overraskende afsløring: Det er hans største højdepunkt på landsholdet

Efter 16 slutrunder er det nu slut for den danske håndboldlegende Henrik Møllgaard, der har spillet sin sidste turnering for landsholdet.
Han har været med til at hive 11 medaljer hjem til Danmark, hvoraf seks af dem er guld.
Alligevel er det ikke en af guldtriumferne, som han fremhæver som sit største højdepunkt i landsholdskarrieren.
For hans helt store højdepunkt var VM i 2013, fortæller han til TV 2.
Selvom Danmark tabte finalen i 2013 med intet mindre end 16 mål, så betyder slutrunden noget helt særligt for Møllgaard.
– Det var magisk. Og det der traume, det var for nogen at blive fuldstændig ødelagt af Spanien i finalen, det kunne jeg slet ikke mærke. Jeg syntes, det havde været verdens fedeste slutrunde, så det at tabe en finale, det var så ligegyldigt. Jeg glædede mig bare til at få chancen igen, uddyber han til TV 2.
Henrik Møllgaard fik debut på landsholdet i 2006, men det var først i 2013, at han fik sit egentlig gennembrud. Herefter blev han en af de bærende kræfter på holdet.
Til sommer skifter han sit job som aktiv håndboldspiller ud med et job som assistenttræner for den franske storklub Paris Saint-Germain.

