Holger Rune fik overraskende besøg i Paris: Stor dansk stjerne dukker op under træning
Lige nu er det svært at sige tennis, uden at sige Holger Rune.
Han tordner derudaf, og er endnu en gang at finde helt fremme i den store franske Grand Slam-turnering, Roland-Garros.
Onsdag aften kan han sikre sig en plads i semifinalen ved den store tennisturnering, men først skal han lige overvinde norske Casper Ruud.
Forud for opgøret har han naturligvis været på træningsbanen, og her fik han ganske særligt besøg.
Her dukkede en anden dansk tennis darling nemlig op.
Danske Caroline Wozniacki kiggede nemlig lige forbi til en hurtig hilsen, inden de begge skulle videre i deres dagsprogram. Heldigvis blev mødet fanget på video, og Holger Rune har sidenhen lagt mødet på sin Instagram. Et opslag som BILLED-BLADET har fået lov til at dele.
I videoen kan man høre de to danske tennisstjerner spørge ind til hinanden, og inden Caroline Wozniacki forlader træningssessionen, kan man høre hende ønske Holger Rune held og lykke med den kommende kamp.