Holger Rune spiste helt særligt sted i Herning: Fik lækker menu inden tennisbrag
Der bliver uden tvivl forbrændt en del kalorier, når Holger Rune svinger ketsjeren på tennisbanen.
Derfor skulle den 21-årige tenniskomet da også tanke godt op aftenen inden det store tennisbrag i Herning.
På sin Instagram story har tennisspilleren afsløret, at han spiste, hvad han selv betegner som en dejlig middag, på restaurant Brdr. Price i den jyske by.
Og hvad spiser man så inden en kamp med nogle af tennisverdenens største stjerner? Det vil Adam Price, der sammen med sin bror James ejer restauranten, heldigvis gerne afsløre:
– Nye hvide asparges med hollandaise og håndpillede rejer, oksefilet med bearnaise, pommes frites og grøn salat og til slut rabarber-dessert med rabarbersorbet. Der var dejlige vine, men det må sportsfolk jo ikke få noget af, fortæller Adam Price til BILLED-BLADET.
Holger Rune har tidligere fortalt, at han ynder at spise godt, inden han går på banen. Til tyske Bild afslørede han, hvorfor det flere år i træk er gået ham så godt under en tysk turnering:
– Jeg kan godt fortælle dig min hemmelige opskrift i München. Jeg spiser schnitzel og kartofler hver aften, imens jeg er her. Jeg er stor schnitzel-fan, og der er rigtig gode schnitzler i München, fortalte han.