23. jan. 2025
Af Ulrik Ulriksen

I aften går det løs: Nikolaj Jacobsen støder ind i god ven fra Schweiz

Nikolaj Jacobsen
Nikolaj Jacobsen
Foto: Kaspar Wenstrup
Der bliver gang i håndboldfesten i aften i Boxen i Herning, hvor de danske herrer krydser harpiksklistrede klinger med de fysisk stærke spillere fra Schweiz. Der er meget at glæde sig til – blandt andet mødet mellem de to nationers trænere.

Landstræner Nikolaj Jacobsen sender i aften sine landsholdstropper på banen mod Schweiz til en mellemrundekamp, der kan give Danmarks håndboldhelte en billet til VM-kvartfinalen.

Det kræver blot en sejr over Alpelandets sønner, og mon ikke det bliver til gevinst for de danske storfavoritter.

For Danmarks træner er der meget at glæde sig til i aften, og blandt andet kan Jacobsen se frem til på sidelinjen at støde ind i Schweiz’ træner Andy Schmid.

Nikolaj Jacobsen var Schmids træner i Tyskland

Schweiziske Andy Schmid kender Nikolaj Jacobsen fra sin tid som assistenttræner i Bjerringbro Silkeborg.

Tilbage i sæsonen 2009-2010 spillede Andy Schmid i den danske klub, der på daværende tidspunkt havde Nikolaj Jacobsen som assisterende træner.

Senere arbejdede Jacobsen og Schmid sammen i fem år i Rhein-Neckar Löwen i den tyske Bundesliga, hvor danskeren var cheftræner og Andy Schmid nøglespiller på banen.

Nikolaj Jacobsen og Andy Schmid
Nikolaj Jacobsen og Andy Schmid
Foto: Uwe Anspach/picture-alliance/dpa

Kampen mellem Danmark og Schweiz ved VM i håndbold spilles i aften klokken 20.30, og matchen vises på DR1.

Læs mere om: