I dag er Danmarks dyreste fodboldhelt verdens gladeste mand: Rasmus Højlund næsten i tårer
Fodboldspilleren Rasmus Højlund, der i sommer blev købt for lidt over en halv milliard kroner af den engelske klub Manchester United, har endelig scoret sit første mål i Premier League.
Det skete tirsdag aften, da den 20-årige danske angriber leverede sejrsmålet i et brag af en kamp, der bød på et United-comeback af dimensioner.
Højlunds hold kom tilbage fra 0-2 og vandt 3-2 over Aston Villa.
Og Rasmus Højlund stod altså med en flot aktion for den sidste og afgørende scoring, der gav alle tre ultravigtige point til Manchester-holdet.
Det var bestemt på tide med et Premier League-mål for den evigt hårdt arbejdende danske angriber, der er gået fra banen i de 14 foregående kampe uden at score.
Højlund kunne mærke en glædeståre
Da han sendte kuglen i nettet, jublede hele stadion Old Trafford vildt, og også Højlund gik amok i en glædesrus sammen med Christian Eriksen og alle de andre holdkammerater, der kastede sig over ham.
Det var næsten for meget, og på et tidspunkt i jubelscenen så en dybt rørt og glad Højlund ud som om, at en glædeståre eller ti pressede sig på.
Kort efter kampen var fløjtet af, blev Rasmus Højlund interviewet af Sky Sports, og det var en meget tilfreds og lettet ung dansker, der kom med en kommentar.
– Jeg er den gladeste mand i verden, sagde Højlund kort og godt som indledning på det lange matchvinderinterview.