Jonas Vingegaard skal bruge hviledag på at se Holger Rune spille mod Novak Djokovic: Det er godt, vi kan heppe på hinanden som danskere
Det er hviledag i Tour de France, men det er bestemt ikke lig med, at det skorter med sport på tv.
For i aften tørner danske Holger Rune sammen i et brag af en kamp mod tennisveteranen Novak Djokovic.
Verdensranglistens nummer 15 møder verdens nummer to i fjerde runde af Wimbledon, og Holger Rune får sit at kæmpe for, hvis han skal videre i den traditionsrige tennisturnering.
Kampen, der bliver sendt på DR2 klokken 17:45, bliver uden tvivl fulgt af mange, og også en anden dansk sportsstjerne har afsløret, at han kommer til at heppe på Holger Rune.
Til B.T. afslører Jonas Vingegaard, at han vil bruge sin Tour-hviledag på at se det danske tennis-es på Wimbledon-banen:
– Det er godt, vi kan heppe på hinanden som danskere, fortæller han til mediet og afslører, at han også godt ved, at Holger Rune følger med i hans bedrifter i Tour de France.