Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen i tårer efter badmintondrama
Det var en fantastisk oplevelse at være i badmintonhallen i Rio de Janeiro, da der blev spillet olympisk finale i damedouble med et par spændte danskere på den ene side af nettet og et japansk verdensetter-par på den anden side.
Danske Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen spillede op til deres allerbedste og pressede de japanske verdensmestre ud i tre dramatiske sæt.
I sidste ende blev japanerne dog en lidt for stor mundfuld, og det blev til et knebent og ærgerligt nederlag.
SE BILLEDERNE: Kongelige fra hele Europa til OL
Et kæmpestort øjeblik
Efter kampen var der tårer i øjnene på de to stærkt spillende danske piger. Der var især rørte, da kronprins Frederik fik hængt sølvmedaljerne om halsen på dem.
Det var et stort øjeblik, og alt var godt, selvom Kamilla og Christinna følte, at de på dagen godt kunne have snuppet guldet.
Glædestårer trods skuffelse
-Vi er meget trætte. Vi har aldrig nogensinde været så trætte efter en kamp. Vi gjorde vores bedste, sagde Christinna Pedersen.
-Vi er ekstremt stolte, men også skuffede. Men vores tårer er glædestårer, kom det fra Kamilla Rytter Juhl, der under interviewet med de danske pressefolk igen fik tårer i øjnene.
Kold øl på Copacabana
-Vi er måske nok trætte, men vi skal nok finde kræfterne til at gå ud og fejre det her med en kold øl på Copacabana, lød det fra Christinna Pedersen, inden hun skulle til obligatorisk dopingtest.
Kronprins Frederik, der overrakte medaljer i badmintonhallen, og en flok spillere fra håndboldlandsholdet, heriblandt Jesper Nøddesbo og Niklas Landin, var blandt de mange danskere, som var i hallen for at støtte Rytter Juhl og Pedersen i finalen.