Kevin fik støtte af kronprinsen i Italien
Her søndag eftermiddag kæmper Danmarks nye Formel 1-komet, Kevin Magnussen, på den legendariske Monza-bane i Italien. Presset på den blot 21-årige Kevin har været enormt forud for dagens løb, så det var sikkert en kærkommen overraskelse, da Danmarks kronprins pludselig dukkede op i paddocken for at sende Kevin godt afsted på de mange omgange. Frederik er kendt for sin aktive støtte til danske sportsfolk, og i dag var det altså Kevin, der skulle have et royalt skulderklap.
Kronprinsen ville sikkert også gerne være på tilskuerpladserne, når veninden Caroline Wozniacki om nogle timer spiller finale i US Open. I teorien KAN han nå til New York, hvis han smutter, før løbet på Monza slutter. Men så skal han - næsten - have lige så meget fart på som Kevins McLaren-racer. Under alle omstændigheder er der næppe tvivl om, at den sportsglade Frederik nok skal finde en måde, hvorpå han kan følge Carolines kamp mod Serena Williams.