12. jul. 2021
Af Majken Munk

Kronprins Frederik hyldede ham: René Holten Poulsen taler ud om sin nedtur

René Holten Poulsen
René Holten Poulsen
Foto: Thomas Laursen
Den 32-årige kajakroer René Holten Poulsen har de seneste år kæmpet med sit mentale helbred.

I 2015 blev kajakroer René Holten Poulsen kåret som Årets Sportsnavn af kronprins Frederik ved prisuddelingen ”Sport 2015”.

https://imgix.billedbladet.dk/bb-69900.png
Det var en glædens aften ved "Sport 2015", da René Holten Poulsen blev hyldet med to priser, hvoraf kronprins Frederik overrakte den ene.
Foto: Lars Horn

Dengang var resultaterne store og forventninger til, at han ville bringe medaljer med hjem til Danmark ved OL i 2016, var enorme.

Sådan blev det ikke, og den skuffelse var begyndelsen på en voldsom nedtur for kajakroeren.

Konstant udmattet

René Holten Poulsen kunne allerede, inden De Olympiske Lege i Rio begyndte, mærke at han var lidt i problemer.

Når han ser tilbage på det, var det faktisk allerede efter OL i London i 2012, at det startede.

- Jeg var konstant udmattet. Jeg sov ikke ordentligt, og jeg havde ikke overskud til at spise ordentligt. Forestil dig at have det sådan i fire år, samtidig med du skal forsøge at være verdens bedste, fortæller René Holten Poulsen, der også tidligere har deltaget i "Vild med dans", til TV 2.

OL i 2016 blev da også en skuffelse, hvor René Holten Poulsen mod forventningen ikke vandt medaljer.

Et traume

De dårlige resultater hjemsøgte ham de kommende tre år efter OL på trods af, at han præsterede sit bedste i fysiske tests, men ikke på konkurrenceplan.

Efter VM i 2019 stod det dog klart for Sportschefen i Dansk Kano og Kajak Forbund, Lars Robl, der er tidligere jægersoldat og uddannet psykolog, at René Holten Poulsen var ramt af et traume.

Han vurderer også, at René Holten Poulsen har udviklet symptomer på Posttraumatisk Stress.

En optur

Efter at have arbejdet med sit mentale velvære i halvandet år, var René Holten Poulsen klar til at se, om han kunne kvalificere sig til OL i Tokyo.

To gange forsøgte han, men uden resultat. Selv om det ikke blev til en plads ved OL, var det på en måde en sejr for ham.

- Det var ikke, fordi jeg bakkede ud eller stoppede. Jeg roede det, jeg kunne, og på den måde var det en kæmpe sejr, fortæller han.

René Holten Poulsen fortæller alt om sine hårde år i dokumentaren ”Den forbandede OL-drøm: Fanden indeni” på TV 2 Play.

Læs mere om: