Landsholdets Hans Lindberg fylder 42 i år: Sådan ser han på fremtiden
Han har rundet de 41 år, og fylder 42 år senere på året, men han ligner ikke umiddelbart en mand, der er ved at være færdig med hverken hopskud eller harpiks. Tværtimod.
I en alder af 40 år endte danskeren som topscorer i Bundesligaen i sæsonen 2021/22 med intet mindre i 242 mål. Den ældste topscorer i Bundesligaens historie.
Nu er han igen med, når Nikolaj Jacobsen og landsholdet skal prøve at skrive håndboldhistorie til VM-slutrunden i Sverige og Polen.
Og selvom han er den ældste på holdet, så er det altså ikke noget, han bruger uanede mængder af tankekraft på.
– Det er ikke noget, jeg som sådan tænker over, udover at jeg konstant får påpeget, at jeg er oppe i en alder, hvor der er mange, der ikke spiller håndbold mere, fortæller han med et grin, da BILLED-BLADET taler med ham inden slutrunden.
Hans Lindberg føler sig generelt enormt privilegeret over, at han har kunnet leve af at dyrke sport i mange år. Og kan han fortsætte på det høje niveau, og stadig synes det er sjovt, så har han ikke sat en slutdato på sin håndboldkarriere.
Det på trods at hans nuværende klub, Füchse Berlin, ikke har valgt at forlænge med den danske højrefløj, og at han endnu ikke har fundet en ny klub.
– Jeg har en hverdag, som jeg sætter pris på. Hvis der er nogen, der synes, at de kan bruge mine kvaliteter, så overvejer jeg selvfølgelig det. Så hvornår jeg slutter kan være om et halvt år, men det kan også være om fem år. Men jeg vil sige det sådan: Jeg tror, at jeg spiller lidt endnu, fortæller han drillende.
Noget kunne altså tyde på, at vi får glæde af Hans Lindberg lidt endnu.