14. feb. 2025
Af Caroline Andersen

Lars Jørgensen stopper på landsholdet: Det har været en voldsom svær beslutning

Lars Jørgensen.
Lars Jørgensen.
Foto: Martin Høien
Lars Jørgensen har valgt at stoppe som assisterende landstræner for håndboldkvinderne efter 7,5 år på posten.

For få uger siden meddelte Jesper Jensen, at han ikke længere skal være landstræner for kvindelandsholdet i håndbold.

Nu følger Lars Jørgensen trop.

Lars Jørgensen har nemlig meddelt, at han har valgt at stoppe som assisterende landstræner på kvindelandsholdet.

Det skriver DanskHåndbold, der bringer nyheden i en pressemeddelelse.

- Der er ingen tvivl om, at det har været en voldsom svær beslutning, men den er også rigtig for mig nu. Jeg har været glad og mere end tilfreds med mine år omkring kvindelandsholdet. Men jeg glæder mig også til at prøve mig selv af i et job, som ikke har med håndbold at gøre, siger Lars Jørgensen og fortsætter:

- Jeg kommer helt sikkert til at savne at arbejde med de dygtige og dedikerede spillere, ligesom jeg også skylder en stor tak til alle i DanskHåndbold og resten af ledergruppen omkring Håndboldkvinderne. Alle har gjort de sidste syv et halvt år til en kæmpe optur. Men nogle gange skal man bevæge sig ud af sin komfortzone, og jeg glæder mig til at bruge min erfaring og alt det, jeg har lært i min karriere uden for sportens verden. Derfor er det både med vemod, glæde og spænding, jeg nu takker af, forklarer Lars Jørgensen.

Lars Jørgensen deltager i landsholdets samlinger i marts og april, inden han starter i et nyt job i det private erhvervsliv til maj.

Mere om: