Lasse Svan er det nye medlem af Hall of Fame: Nu har busten fået sit endelige hjem
Den første lørdag i januar vil den tidligere håndboldspiller Lasse Svan nok huske resten af livet.
Selv om han siden sommer havde holdt på hemmeligheden, blev resten af Danmark bekendt med den, da DR sendte ”Sport 2023”.
Her blev Lasse Svan nemlig optaget i Sportens Hall of Fame.
Med optagelsen følger også en buste af håndboldspillerens ansigt, der også blev afsløret på scenen i Jyske Bank Boxen, hvor showet blev afholdt.
Men der skulle busten selvfølgelig ikke blive stående.
Nu har den nemlig fundet sin helt rette plads.
Det afsløres på Instagram-kontoen Danmark til OL, som drives af Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund.
Den vellignende buste af Lasse Svan er blevet placeret i Idrættens Hus i Brøndby, hvor de øvrige 39 medlemmer af Sportens Hall of Fame også står.
Lasse Svan blev hædret med pladsen i Sportens Hall of Fame, fordi han i sine 19 år som professionel håndboldspiller har vundet nærmest alt, hvad der er at vinde.
Med landsholdet har han medaljer fra både EM, VM og OL, mens hans på klubplan har han vundet to mesterskaber i Tyskland og ikke mindst et Champions League-trofæ.
Nu står hans eget personlige trofæ altså til skue på sin rette plads i Brøndby.