
Mathias Gidsel har sendt kærlig opmuntring til Simon Pytlick i svær tid

Det så ikke godt ud, da håndboldsstjernen Simon Pytlick faldt til jorden i en klubkamp for SG Flensborg-Handewitt.
Han fik flere brud på skudarmen, og det har sendt ham væk fra håndboldbanen på ubestemt tid.

Og det er naturligvis noget, der ærgrer hans holdkammerater på landsholdet, som må undvære skytten på venstrebacken.
Holdkammeraten Mathias Gidsel var da også noget overrasket over omfanget af Pytlicks skade, da han så røntgenbillederne, fortæller han til TV 2 Sport.
- Jeg har også set røntgenbillederne, og hvor slemt det egentlig var, lyder det fra Mathias Gidsel, der understreger, at han har været klar med opbakning til Pytlick, der nu skal igennem en lang periode med genoptræning.
- Det er selvfølgelig træls for ham, men jeg sagde til ham, at han skulle forsøge at nyde den ufrivillige pause og få slappet lidt af, og så er der en ny sæson lige rundt om hjørnet, fortæller Mathias Gidsel til TV 2 Sport.
