Mathias Gidsels mor tog fusen på ham: Havde nuttet overraskelse klar til sønnen
Det er absolut ikke glemt, at de danske håndboldherrer sikrede sig OL-guldet tidligere på sommeren.
Den store præstation er da heller ikke gået i glemmebogen hos familien Gidsel.
Mathias Gidsel har nemlig modtaget noget af en gave til minde om den store OL-oplevelse.
Det skriver TV MidtVest.
Det var håndboldstjernens mor Helle Gidsel, der har stået for at trække i trådene og få speciallavet en gave til sin søn.
Hun kontaktede i hemmelighed kunstneren Henrik Volf, hvis kunst hun godt kan lide, og spurgte, om han ville lave en gave til Mathias Gidsel.
- Det var Mathias Gidsels mor, der ringede. Hun spurgte, om jeg kunne lave et maleri som en overraskelse til Mathias, og så smed jeg alt, hvad jeg havde i hænderne, fortæller Henrik Volf til mediet.
Hun havde dog nogle krav, som Henrik Volf var lidt nervøs for, om han kunne klare.
For det første bruger han gerne tre uger på sine malerier, men her havde han altså kun en uge.
Derudover ville Helle Gidsel også meget gerne have, at Henrik Volf skulle have sønnens hund med på billedet. Det var også en udfordring.
Heldigvis endte det lykkeligt med et billede, hvor håndboldstjernens hund er i centrum sammen med De Olympiske Ringe.
Mathias Gidsel har ifølge kunstneren givet udtryk for, at han godt kunne lide maleriet.
Du kan se maleriet her.