30. jun. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Michael Mørkøv kører for Mark Cavendish: Sådan er deres forhold i virkeligheden

Michael Mørkøv og Mark Cavendish
Michael Mørkøv og Mark Cavendish
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix og Stephane Mahe/Reuters/Ritzau Scanpix
Michael Mørkøv er tilbage i Tour de France, og denne gang drømmer han om at hjælpe Mark Cavendish til endnu en etape-sejr. De to kender hinanden helt fra barnsben.

Tour de France er tilbage, og igen i år er en række danskere klar til at gøre deres bedste på de franske landeveje.

39-årige Michael Mørkøv skal være en del af verdens største cykelløb for niende gang i karrieren, og igen i år bliver opgaven at hjælpe en anden til sejr. Michael Mørkøv skal igen køre for Mark Cavendish, der har 34 Tour de France-etapesejre på cv’et, og med en sejr til vil det lykkes at slå Eddie Merckx’ gamle rekord.

- Jeg har et godt forhold til Mark. Vi er samme årgang, fra 1985, og har kørt mod hinanden siden vi var drengeryttere. Relativt sent kom vi til at køre på hold sammen i 2021, hvor jeg kom med til Touren som hans leadout-man, Han lavede det comeback, han er blevet kendt for efter flere års fravær og vandt fire etaper og tangerer nu Tour de France-rekorden med 34 sejre. Vi har vundet en håndfuld løb sammen udover det. Så spurgte han mig sidste år, om jeg ville komme til Astana for at se, om han kunne få en sejr mere i Touren i år, og det er vi ved at søsætte nu, fortalte Michael Mørkøv, da BILLED-BLADET talte med ham et par uger før løbet.

Han tror på, at de sammen kan lykkes med at slå rekorden.

- Men projektet ser ikke lige så soleklart ud som for 10 år siden, hvor han altid kom til Touren som storfavorit. Vi er begge nogle lidt ældre ryttere i sporten nu, og de unge kører stærkt, og der er gode sprintere med, sagde Michael Mørkøv, der håber, at de med deres store erfaring alligevel kan lykkes med projektet.

I mange år har han i Tour de France-sammenhæng kørt for, at andre skulle vinde, og den rolle befinder han sig godt i.

- Jeg kommer ikke i nærheden af at vinde 35 etaper selv, men de gange hvor jeg har leveret ham eller en anden til sejr, er min egen følelse af at have vundet lige så stor.

Læs mere om: