Mikkel Hansen om vild oplevelse: Det vil jeg aldrig glemme!
For Mikkel Hansen har håndbolden fyldt ekstremt meget hele livet.
Det er dog en helt privat begivenhed uden forbindelse til håndbold, der topper hans liste over lykkelige begivenheder.
Det fortæller Mikkel Hansen om i den nye bog ”Min bedste kamp”.
Mikkel Hansen er et hit
Mikkel er Danmarks og en af verdens bedste spillere, og håndboldmæssigt gik alt op i en højere enhed, da han som stjerne på Danmarks herrelandshold spillede om verdensmesterskabet på hjemmebane i en knaldhård turnering i januar 2019.
Far for første gang
Op til VM-turneringen blev Mikkel far for første gang, og alt i forbindelse med den lykkelige begivenhed var helt fantastisk.
- Fem dage før vores første kamp blev jeg far til en søn, Eddie Max. Fødslen gik fint, og min kæreste, Stephanie, klarede det rigtig godt. Det er vores første barn, og hans fødsel var – som de fleste andre fædre nok også vil sige – en vild oplevelse med mange følelser involveret. Jeg vil aldrig glemme, da jeg lå med min nyfødte søn på brystet, fortæller Mikkel i bogen, som blandt andre TV2-sportens værtsprofil Stine Bjerre Mortensen står bag.
Tæt på holdet
Under turneringen spillede Danmark næsten alle kampe i Boxen i Herning, og Mikkels kæreste, som han for nylig blev gift med, samt deres lille ny, blev installeret tæt på landsholdet.
Sov med familien hver nat
Det betød, at Mikkel efter hver kamp kunne se dem og sove med dem om natten.
- Det kan godt have haft en betydning for min præstation under VM – måske frigjorde det mig lidt mere på banen, siger Mikkel Hansen, der med storspil styrede Danmark til guldmedaljer og VM-pokal.