Mirakel-Camilla blev Årets Sportsnavn 2014
Jublen ville nærmest ingen ende tage til DR's Sport 2014 i Boxen i Herning, da det blev annonceret, at triatleten Camilla Pedersen blev kåret til Årets Sportsnavn 2014. Og lidt senere kunne publikum og seerne juble igen, for der modtog Mirakel-Camilla BTs Guld.
- Jeg blev helt beæret og meget berørt, og jeg vil aldrig nogensinde kunne takke alle dem, der har støttet mig, sagde den stolte og rørte prismodtager.
Hæderen kommer efter et år, hvor hun vandt VM i triatlon efter at have tilbagelagt fire kilometer svømning, 120 kilometer cykling og 20 kilometer løb. Og den præstation kom, efter at hun under en træningstur på cykel i september 2013 styrtede og fik kraniebrud, indre blødninger og lå 19 dage i koma. Lægerne mente, at et liv i kørestol ventede. Men Mirakel-Camilla ville det anderledes.