Mon han kan holde tårerne tilbage efter de store følelsers finale? Mikkel Hansen bliver hyldet af kongen, kronprinsen og resten af hallen i dag
Den olympiske håndboldfinale for herrer mellem Danmark og Tyskland bliver en ren gyser, og de helt store følelser vil med sikkerhed sidde udenpå spillertrøjen i dag hos mange af de danske profiler.
Mikkel Hansen spiller sin allersidste kamp på topplan i dag, og han bliver efter kampen – uanset om Danmark står med guld eller sølv – hyldet af hele hallen, der vil rejse sig for Danmarks pandebåndsprydede håndboldkonge.
Kong Frederik og resten af hallen hylder Mikkel Hansen
I hallen vil en anden konge – kong Frederik – være til stede sammen med kronprins Christian, og mon ikke de også vil sende en særlig hilsen i retning af magiske Mikkel, der har betydet så meget for dansk landsholdshåndbold de seneste 15 år.
Først og fremmest vil Mikkel Hansen dog blive hyldet af sine holdkammerater, der vil være klar med kram til deres fantastiske styrmand gennem så mange sæsoner.
Efter kampen skal de danske spillere nyde medaljeceremonien, og herefter skal de fejre deres sølv- eller guldmedalje i Pierre Mauroy-hallen i Lille, og så går tuen ellers til Paris og OL-byen.
Her skal spillerne hygge med de andre danske atleter og runde Legene af med lidt champagne.
Også målmand Niklas Landin spiller sin sidste landskamp i dag – han fortsætter dog med at spille for sit klubhold i Aalborg efter OL.