Morten Wieghorst overtager Kasper Hjulmands job - for 13 år siden var det omvendt
Fredagen begyndte med lidt af en bombe fra fodboldens verden, da det blev meldt ud, at Kasper Hjulmand stopper som landstræner.
Efter fire år - hvor flere af dem var yderst succesfulde - har han valgt at stoppe på posten for at give plads til en med ny energi.
Hvem der bliver landstræner permanent er endnu uvist, men DBU har bekræftet, at Kasper Hjulmands assistent, Morten Wieghorst, er udnævnt til midlertidig landstræner frem til nytår.
Dermed overtager han jobbet efter Kasper Hjulmand - og det er faktisk noget, de to herrer har prøvet før. Bare omvendt.
Vi skal 13 år tilbage til sommeren 2011.
Her forlod Morten Wieghorst jobbet som cheftræner for FC Nordsjælland for at blive dansk U21-landstræner.
Det ledige job i FC Nordsjælland blev med det samme besat af en mand fra egne rækker - nemlig Morten Wieghorsts assistent: Kasper Hjulmand.
Med Kasper Hjulmand ved roret formåede FC Nordsjælland i hans første sæson at vinde det danske mesterskab, hvilket for alvor katapulterede hans trænerkarriere.
Og nu 13 år senere er det omvendte sket.
I efteråret venter der landsholdet seks Nations League-kampe, hvor Morten Wieghorst kan bryste sig af titlen som landstræner.