Nede med stress: Landstræner Morten Wieghorst har tidligere været hårdt ramt af sygdom
Danmarks midlertidige træner for herrernes fodboldlandshold, Morten Wieghorst, er sygemeldt med stresssymptomer og vil desværre ikke kunne stå i spidsen for de rød-hvide i de kommende to Nations League-kampe mod Schweiz og Serbien.
Det fortæller han i en pressemeddelelse på DBU's hjemmeside.
Her omtales problemerne som ”mindre stresssymptomer”.
– Det har været en meget svær beslutning, da jeg havde set frem til at stå i spidsen for holdet og videreudvikle det med nye idéer, men af hensyn til holdets absolut bedste har jeg valgt at stå over i de kommende to kampe, siger Morten Wieghorst.
Morten Wieghorst lå i respirator
Morten Wieghorst har tidligere været ramt hårdt på helbredet.
I 2000 fik Morten Wieghorst, Guillian Barré syndrom, som er en akut autoimmun nervesygdom, der lammede hele Mortens krop og sendte ham i respirator.
Wieghorst var dengang aktiv fodboldspiller i den skotske storklub Celtic.
Forløbet kulminerede, da han endte i respirator og tilbragte hele 11 dage på den intensive afdeling i Glasgow.
Efter en lang og ekstremt krævende kamp for at blive rask igen gjorde Wieghorst comeback på fodboldbanen ni måneder efter at have fået stillet sin alvorlige diagnose.