Nikolaj Jacobsen er gode venner med Kasper Hjulmand: Så tætte er de to landstrænere
Håndbold har været en del af Nikolaj Jacobsens liv nærmest altid, og siden han stoppede som professionel spiller, har han helliget sig trænergerningen.
I 2017 tiltrådte han som træner for det danske herrehåndboldlandshold, og det er de færreste, der kan sætte sig ind i, hvordan det er at være landstræner.
Derfor er Nikolaj Jacobsen også glad for, at han en gang imellem kan udveksle erfaringer med fodboldlandsholdets træner, Kasper Hjulmand, der ligesom ham selv har et meget usædvanligt job.
- Kasper og jeg mødes en gang imellem til arrangementer og har en fælles omgangskreds. Han var fodboldtræner i Mainz på et tidspunkt, og vi mødtes nogle gange i lufthavnen, fordi vi begge fløj til Frankfurt, fortæller Nikolaj Jacobsen, der ligesom Kasper Hjulmand har været træner for et tysk klubhold.
- Vi fandt ud af, at der er en god kemi og en fælles forståelse. Vi har mange af de samme værdier, så vi har nogle gode snakke, når vi mødes. Som Kasper siger, er der få mennesker, der forstår hans job, og det er det samme med mig. Det er rart at snakke med en person, der forstår én bedre, end mange andre gør, lyder det videre fra Nikolaj Jacobsen om landstrænerkollegaen Kasper Hjulmand, som lørdag var en tur i Malmø for at se håndboldherrernes kamp mod USA.