Nikolaj Jacobsen rystet: De kalder mig tyk og grim
Håndboldlandsholdets karismatiske træner Nikolaj Jacobsen, 49, er en smule rystet over tonen på de sociale medier.
Det har han sat fokus på allerede under håndbold-VM i Egypten, og nu gør han det igen.
Nikolaj Jacobsen undrer sig
Nikolaj Jacobsen fortæller at folk kan kritisere ham for at gumle på tyggegummi og for at lægge den forkerte taktik for landsholdet.
Der er også folk, der via Facebook går efter Jacobsen helt personligt og for eksempel i deres kommentarer kritiserer hans fysik og hans udseende.
- Så kommer der nogle om mit udseende. Om at jeg er tyk og grim. De kom her til VM, men det var knap så mange, som da vi røg ud sidste år til EM, hvor der var en del flere beskeder, som handlede om, hvordan jeg ser ud, lyder det fra Nikolaj Jacobsen til B.T., og samtidig giver han udtryk for, at han er overrasket over, at nogle har behov for at svine ham til.
Det kunne jeg ikke finde på
Jacobsen undrer sig over folks adfærd i visse situationer, og han tænker, at når man sender den slags beskeder til andre mennesker, så må man enten ikke have nogen samvittighed eller være socialt afstumpet.
- Jeg kunne da aldrig finde på at sende en besked om, at en anden person er tyk og grim. Eller i øvrigt blande mig i andre folks arbejde, siger Nikolaj Jacobsen.