Nu er han vendt hjem: Se billederne fra kæmpe hyldest af Jonas Vingegaard i Glyngøre
Danmark kan ikke få nok af at fejre Tour de France-vinderen Jonas Vingegaard!
Onsdag blev han budt velkommen hjem til Danmark med en kæmpe fejring på Københavns Rådhus og i Tivoli, hvor mange tusinde danskere var mødt op for at hylde Tour-helten.
Og festen fortsatte torsdag, hvor Jonas Vingegaard vendte tilbage til Glyngøre, hvor han bor sammen med kæresten Trine og datteren Frida.
Tour de France-vinderen ankom i bil med kæresten ved rattet, og han måtte endnu en gang give masser af highfives til de begejstrede danskere undervejs.
Festen fortsatte på byens stadion, hvor der ventede taler og flotte ord fra bl.a. Skives borgmester, Peder Christian Kirkegaard, live-musik og en samtale på scenen med Jørgen Leth.
Desuden blev alle fremmødte budt på et stykke af den kæmpe gulerodskage, der var blevet kreeret til lejligheden.
Gulerodskage er nemlig Jonas Vingegaards favoritkage!