Nu siger familie og venner farvel til Steen Ankerdal
Det væltede ind med familie, nære venner og bekendte af Steen Ankerdal til bisættelsen af den kendte, elskede og ikke mindst dybt respekterede stjerne indenfor dansk sportsjournalistik over flere årtier, der gik i gang klokken 12.
Blandt de mange kendte ansigter, der var på plads i Jesuskirken i Valby for at tage en smuk afsked med Steen Ankerdal, der kun blev 66 år, var først og fremmest hans nærmeste familie anført af sønnen Morten Ankerdal.
Men også journalist-kolleger som Flemming Toft og Line Baun Danielsen samt markante navne fra sportens verden som Brian Holm og Peter Schmeichel kom til højtideligheden i Jesuskirken i Valby i København, hvor præst og samfundsdebattør Sørine Gotfredsen stod for det kirkelige.
Alle virkede dybt berørte ved kirken, da de ankom for at tage afsked med og vise respekt for en god ven, men også for at støtte Morten Ankerdal, hans søskende og resten af Steen Ankerdals efterladte på en svær dag.