Ny stjerne til samlingen: Nikolaj Jacobsen holder traditionen i live
Herrelandsholdet i håndbold kunne i januar for tredje gang i træk hæve verdensmester-pokalen over hovedet, da de sejrede til VM-slutrunden i Sverige og Polen.
Og sådan en sejr forpligter.
Der skal nemlig leves op til traditionerne.
Da herrerne vandt det første ud af de nu tre vundne verdensmesterskaber, fik landstræner Nikolaj Jacobsen en lille tatovering.
En tatovering der forestiller en stjerne, og som inden i er fyldt ud med det danske flag og et årstal nedenunder. Som en hyldest for den store sejr.
Da de så vandt verdensmesterskaberne igen i 2021, måtte han endnu en gang under nålen. Den forrige kunne jo ikke sidde der alene.
Og tirsdag eftermiddag delte han så et billede på sin Instagram, der afslører, at de to forrige stjerner, nu har fået selskab af den tredje.
Akkurat som de to første: En stjerne udfyldt med dannebrog og årstallet nedenunder.
En dejlig reminder om de tre store sejre, der ikke bare er flot, men også historisk.
Der er nemlig intet andet land, der har vundet verdensmesterskaberne i herrehåndbold tre gange i træk.
Hvorvidt det danske håndboldlandshold kan genvinde sejren endnu en gang, og tildele Nikolaj endnu en stjerne, må vi dog væbne os med tålmodighed for at finde ud af.
Den næste herrehåndboldslutrunde, der spilles, er EM i januar 2024 i Tyskland, mens VM først finder sted i 2025, hvor det til gengæld afholdes i Norge, Kroatien og i vores egen lille andedam i Danmark.