Omvæltning giver Jesper Jensen grund til bekymring: Det er der bare ikke længere
Jesper Jensen er for tiden i Paris, hvor han og håndboldkvinderne kæmper for at gå videre fra den indledende gruppe.
Landstræneren har stået i spidsen for holdet siden marts 2020.
I en stor del af de år har han også passet jobbet som cheftræner i Team Esbjerg ved siden af, men den tid er ovre nu, efter han i foråret havde sine sidste kampe for dem på bænken.
Der venter en helt ny tid for den 46-årige træner, når sommerpausen er ovre.
- Når hverdagen rammer, tror jeg, det bliver underligt. Det bliver mærkeligt at skulle være i gang igen, fortalte han kort før OL.
Den nye og mere ukendte fremtid giver også grund til bekymringer.
- Jeg elsker den hverdag, jeg har haft nu. Jeg elsker at komme ud og træne, og jeg elsker at snakke med mine spillere og dygtiggøre dem, men også at lære af dem. Hele den der interaktion, der har været, har været vildt givende for mig både som håndboldtræner, men også lige så meget som menneske. Jeg har fået enormt meget socialt ud af det også. Jeg har fået et socialt behov opfyldt gennem mit arbejde. Det er der bare ikke længere, fortalte han.
- Nu handler det om at tage en bil nogle gange og køre til Silkeborg, Viborg og Ikast, men det bliver bare ikke det samme, uddybede han.