Pernille Blume åbner op om svær tid: Jeg havde det rigtig dårligt
Den 28-årige svømmestjerne og tidligere OL-vinder Pernille Blume åbner nu op for den svære tid, hun gennemgik, forud for OL i Rio i 2016.
Det gør hun i podcasten 'Fiasko' hos Heartbeat.
Ved OL endte den danske svømmer med at hive sejren i land og hun blev med ét en verdensstjerne - men perioden rundt om den flotte sejr var ikke desto mindre svær.
– Jeg havde det rigtigt dårligt. I min optik havde jeg nok en lille depression. Jeg kunne ingenting. Jeg kunne knap nok gå i skole. Jeg lå bare hjemme på sofaen og sov, lyder det fra Pernille Blume, der i oktober sidste år meldte ud, at hun havde besluttet sig for at stoppe karrieren.
Gjorde ondt at forlade sporten
Dengang offentliggjorde Dansk Svømmeunion også nyheden om Pernille Blumes exit fra svømmekarrieren, og i en pressemeddelelse satte hun her ord på, hvad der lå til grund for hendes beslutning om at stoppe:
- Den seneste tid har jeg fået plads til at lære mig selv bedre at kende og tid til at pleje mig selv – både fysisk og psykisk efter en hård periode i mit liv, som har været omtalt flere steder. Det er jeg taknemmelig for, og jeg ser frem til den rejse, der nu starter, hvor jeg skal i gang med at vende nye kapitaler i mit liv, lyder det fra Pernille Blume.
Nu fortæller 28-årige Blume, at hendes afsked med svømmekarrieren skulle vise sig at gøre rigtig ondt.
– Jeg prøvede og prøvede, men kom aldrig igennem det, og til sidst valgte jeg at stoppe, fordi jeg følte mig som en fiasko. Det at stoppe forstærkede bare følelsen af at være en fiasko, siger hun i podcasten.
Pernile Blume har vundet i alt tre OL-medaljer. Senest vandt hun bronze i 50 meter fri ved OL i Tokyo i 2021.