Poul-Erik Høyer lykønsket af kronprins Frederik
Kronprins Frederik har siden 2009 været Danmarks eneste medlem af den Internationale Olympiske Komité, men for nylig fik den royale profil selskab af endnu en dansker i IOC.
Den tidligere badmintonstjerne Poul-Erik Høyer blev udnævnt til IOC-medlem op til Vinter-OL-åbningsceremonien i Sochi i Rusland.
Umiddelbart efter Poul-Erik Høyer havde fået en komité-medalje og afsagt OL-eden, kom kronprins Frederik ilende hen til ham og afleverede en kæmpe, kammeratlig IOC-krammer.
Kronprins Frederiks kram fik Poul-Erik Høyer til at smile næsten lige så bredt, som da han ved OL i Atlanta i 1996 vandt guld i herresingle i badminton.
Har holdt møder sammen på Amalienborg
Da kronprins Frederik ved et IOC-møde i København for fem år siden selv blev udnævnt til IOC-medlem, blev han i øvrigt også udsat for en kammeratlig og kærlig kollega-lykønskning på samme måde - Hollands nuværende kong Willem-Alexander gav på den store dag i Bella Center kronprins Frederik et lykønskningskram.
Poul-Erik Høyer, 48 år, og kronprins Frederik, 45, er ganske gode venner, og i Sochi har de to herrer ifølge Poul-Erik Høyer haft mulighed for at snakke en del sammen om arbejdet i den Internationale Olympiske Komité.
I Danmark har Poul-Erik Høyer ved flere lejligheder besøgt kronprins Frederik og holdt sportsmøder med ham i kronprinsens palæ på Amalienborg.