Richard Møller kæmper mod kræft
Nogle undrede sig nok over, at Danmarks Europamester landstræner ikke var til stede blandt de gamle landsholds koryfæer, da fodboldens fornemste priser skulle fordeles ved en stor festmiddag i mandags i Cirkusbygningen.
Men Richard Møller Nielsen er endnu for medtaget til at kunne deltage.
Manden, der mod alle odds gjorde Danmark til europamester i 1992, kæmper sin helt egen kamp for at komme til hægterne igen efter at være blevet opereret for en kræft-relateret svulst i hjernen.
- Min far er i efterbehandling, som bl.a. har budt på kemoterapi og strålebehandling. Det har været en hård omgang, men han genoptræner og er ved godt mod – men naturligvis også meget træt ind imellem, siger Richardos søn, Tommy Møller Nielsen til Ekstra Bladet.
76-årige Richard Møller Nielsen blev 25. juli ramt af et ildebefindende hjemme i sin kælder i Kerteminde. Han blev indlagt på Odense Universitetshospital – og i første omgang udskrevet et par dage senere.
Scanninger viste dog, at den svulst, den tidligere landstræner havde i hjernen, krævede operation, og det er følgerne af det indgreb, Richard Møller Nielsen nu knokler for at komme sig over.
- Behandlingerne har haft en kæmpe positiv effekt på ham. Jeg har lige besøgt ham, og han var frisk. Han er en fighter, der klør på med genoptræningen – men det er en hård tur, han er ude på, siger Tommy Møller Nielsen.