Rolf Sørensen: Trækker skilsmissen tilbage
Sidste år meddelte tidligere cykelrytter Rolf Sørensen og hustruen Susanne i en pressemeddelelse, at de ville lade sig skille efter knap 30 års samliv. Årsagen var Rolf Sørensens alkoholmisbrug, der længe havde slidt på familien, og som han skulle i behandling for.
Men nu har parret glædeligt nyt. Kærligheden har nemlig sejret.
Det fortæller parret i et interview med Alt for damerne.
Er stoppet med at drikke
I interviewet fortæller parret, at Rolf Sørensen har haft et problem med alkohol, siden de mødte hinanden som helt unge. Han begyndte sit 5-ugers ophold på Behandlingscenter Tjele den 4. januar i år, og siden er han totalt stoppet med at drikke.
Den tidligere cykelrytter Rolf Sørensen har kendt til alkoholmisbrug i mange år. Hans farfar, faster og far har alle haft svært ved at styre alkohol, men nu har Rolf Sørensen besluttet sig for at være en mønsterbryder.
- I dag kan jeg sige, ja, jeg vil være mønsterbryder. Jeg er holdt op med at drikke. Og lad os være mønsterbrydere i kærligheden. Vi behøver ikke være som mange andre, der går fra hinanden på grund af problemer med alkohol, selvom det måske umiddelbart var det nemmeste. Vi har valgt at kæmpe, lyder det i interviewet med Alt for damerne.
Skal bo hver for sig
Rolf og Susanne har solgt deres fælles hus, og Susanne har købt et nyt hus, hvor hun skal bo med deres datter. De skal derfor prøve at leve hver for sig, og det er godt for deres forhold, slår de fast.
Parret har sammen tre børn, Jonathan, 25, Nicholas, 23 og Carla-Sofia på 11.