Rundt om Kasper Hjulmand: 10 ting du (måske) ikke vidste om landstræneren
EM-feberen raser i den grad rundt omkring i det ganske land, og næste stop for de danske fodboldhelte er kvartfinalen.
Slutrunden er den første for Kasper Hjulmand, som overtog landstrænergerningen for et år siden.
Tæt på Kasper Hjulmand
EM fik dog en noget andet begyndelse, end nogen havde forudset, da Christian Eriksen pludselig faldt om midt i Danmarks første kamp.
Det var et chok for hele fodbolddanmark, men Kasper Hjulmand viste enorm mental styrke, og han er siden blevet rost til skyerne for sine lederevner i den svære situation.
Her kan du lære landstræneren bedre at kende.
1: Kasper Hjulmand er 49 år gammel. Han er født 9. april 1972.
2: Han er opvokset i Auning på Djursland, men de første år af sit liv boede han på Grønland. Da Kasper Hjulmand var tre måneder gammel, flyttede hans lærerforældre til Grønland, og da han var to år gammel, flyttede de tilbage til Danmark og slog sig ned i Auning.
3: Han kommer ud af en sportsglad familie og har udover fodbold også spillet tennis og badminton. Han har en søster, Rikke, og en bror, Simon, som er udviklingshæmmet.
4: Han har spillet fodbold i klubberne Randers Freja, Herlev IF og B93.
5: Han havde problemer med sit knæ, og efter en række operationer, stoppede han med at spille fodbold som 26-årig.
- Det var pissehårdt. Jeg vidste godt, den var gal, og jeg havde løbende lavet forskellige andre ting ved siden af fodbolden, fordi jeg hele tiden var skadet. Men det er ikke sjovt som 26-årig at få at vide, at man ikke kan mere. Bestemt ikke sjovt. En ting er, at drømmen forsvinder. Men det værste var, at jeg ikke kunne lave, hvad jeg syntes var det allerfedeste. Jeg kunne ikke spille fodbold. Og det har jeg ikke gjort siden, har han fortalt i Ud og Se.
6: Efter fodboldkarrieren blev han træner, og det har han været i Lyngby, FC Nordsjælland og Mainz 05. Siden sommeren 2020 har han været landstræner.
7: Han er uddannet BSc i idræt med speciale i coaching fra Københavns Universitet.
8: Han er gift med Vibeke. De to mødte hinanden, da de gik på højskole sammen i 1992.
9: Han og hustruen er forældre til Mikkel, Marcus og Liv. Familien bor i Lillerød i Nordsjælland.
10: Udover fodbold interesserer Kasper Hjulmand sig også for politik og kunst. Han kan også lide at diskutere dilemmaer, og derfor har han og nogle gode venner en dilemmaklub, hvor de hver især bringer et emne til bordet, som de skal diskutere og endevende, han har fortalt til Ud og Se.