Så lidt skarpere ud end herrerne: Helena Elver og håndboldveninderne havde tænkt over tøjet til Mary og Frederiks fest
Helena Elver og Mie Højlund og Althea Reinhardt førte an, da 10 af de danske håndboldkvinder, som vandt OL-bronze i Frankrig, ankom til kong Frederik og dronning Marys OL- og PL-reception i Orangeriet på Fredensborg Slot.
De danske håndboldkvinder havde tænkt meget over, hvilket tøj de skulle have på til den festlige eftermiddag hos kongeparret og prinsesse Benedikte.
Normalt går Helena Elver og Althea Reinhardt og de andre spillere meget i jeans og afslappet dress, og de har i hvert fald næsten altid sneakers på.
Althea er ikke vild med høje hæle
Det med høje hæle er i hvert fald ikke et hit ifølge seje Althea Reinhardt, der passer målet på det danske kvindelandshold.
– Vi er så høje piger i forvejen, så man kan hurtigt føle sig meget høj, sagde Althea, der også fortalte, at det havde været fedt at være sammen om at finde frem til det rette look og forberede sig til festen hos kongeparret på Fredensborg.
– Det har været superfint og også været rigtig, rigtig hyggeligt at forberede sig sammen og gøre sig klar sammen, sagde Reinhardt til BILLED-BLADET, inden hun skyndte sig hen til de ni andre holdkammerater, hun var sammen med i Fredensborg.
Her kan du se, hvor smarte håndboldheltinderne så ud til receptionen i Orangeriet:
Kvinderne så lidt skarpere ud end Mikkel og Hans
Herrelandsholdet i håndbold, som vandt OL-guld, var repræsenteret af Mikkel Hansen og Hans Lindberg, og de så ligesom kvindehåndboldspillerne også godt ud til receptionen hos Frederik og Mary.
Men det var altså trods alt kvindehåndboldstjernerne, der på dagen vandt stilkampen over herrelandsholdets repræsentanter.