Sådan har du med garanti aldrig set Rasmus Højlund før
Mens de danske fodbolddrenge er optaget i Tyskland af slutrunden i EM, er der udbrudt fodboldfeber i endnu en kendt by.
Nemlig Andeby. Her er de vilde med den største fodboldstjerne af dem alle – nemlig Rasmus Højand, der har en umiskendelig lighed med Rasmus Højlund.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Med Anders And til Tyskland
I næste nummer af Anders And & Co bringes historien ”Fodboldrejsen”, hvor Anders And med vanlig tiltro til egne evner mener, han er verdens bedste med en fodbold.
Derfor drager han smmen med fætter Vims til Tyskland for at få en plads på et af verdens bedste fodboldhold.
Da det ikke lige er så nemt, lykkes det ham at få Ramus Højlund – her i skikkelse af Rasmus Højand - til at lære ham at spille bold.
Anders And & Co. har i årenes løb hædret flere af de største danske sportsstjerner med en historie i bladet. Blandt andre Caroline Wozniacki, Kevin Magnussen og Pernille Harder er blevet tegnet ind i bladet.
En ære at være i bladet
Rasmus Højlund er da også klar over, at det er noget helt specielt at få lov til at være med i bladet.
- Det er selvfølgelig en ære at være med i et blad som Anders And & Co., som alle kender.
- Og det har været en fornøjelse at lære Anders And lidt om fodbold. Det kunne han godt trænge til, udtaler Rasmus Højlund i pressemeddelelsen.
I historien scorer Højand i øvrigt to kasser i holdets afgørende kamp – lad os håbe, at det gentager sig i virkelighedens verden!
Øverst på ønskelisten
- Da vi besluttede os for at lave en fodboldhistorie i forbindelse med EM-slutrunden i fodbold, stod Rasmus Højlund øverst på vores ønskeliste, udtaler redaktør for Anders And-bladet, Svend Skytte.
- Vi blev selvfølgelig superglade, da han takkede ja til tilbuddet om at give Anders And lidt tips fra virkelighedens fodboldverden, tilføjer redaktøren, der er stolt over at få Rasmus Højlund med ombord i den eksklusive klub af sportsstjerner, der har været med i bladet.
"Fodboldrejsen" kan læses i Anders And & Co nr. 25, der udkommer torsdag 20. juni.